Olav Madsen



Olav Madsen

Født d. 15. okt. 1906. Død d. 31 dec. 1981.

Olav Madsen blev født som den næstyngste af en søskendeflok på 12 på gården "Oddeled" Klim Odde.

Han voksede op på gården mellem søskende og gik i skole på Klim Friskole. Olav gik til gymnastik og hjalp til hjemme ved landbruget. Olav aftjente sin værnepligt som Dragon i Randers og tjente også ved forskellige landbrug ved siden af arbejdet på fødegården. Da hans far døde i 1931, hjalp Olav sin moder med at drive gården videre.

I 1935 overtog Olavs ældste broder gården "Oddeled", hvor Olav fortsatte med at hjælpe til i nogen tid.

Da 2. Verdenskrig kom fandt Olav hurtigt sin plads i Modstandsbevægelsen. Efterfølgende var han i mange år et betroet medlem af Hjemmeværnet. Da krigen sluttede i 1945, begyndte Olav at arbejde i skoven på Klim Bjerg. En gerning, der passede ham godt, som den naturelsker han var. Han holdt af at færdes i det fri med naturen som arbejdsplads. Bortset fra året 1952, hvor en broder var alvorligt syg og Olav påtog sig at hjælpe, var han ansat i skoven i alle årene frem til han i 60 års alderen gik på pension. Som én af de første skovarbejdere på egnen, anskaffede Olav sig en motorsav, som jo kunne lette arbejdet en del. Han boede i mange år sammen med sin gamle mor i et lille hus på Oddevej ved Sønderskov og den sidste tid af sit liv boede Olav på Klim Alderdomshjem, indtil han døde i 1981.

. .

Dansk

Jammerbugt Natur